Om mig

Siden 2009 har jeg arbejdet med børn med en bred vifte af profiler – fra børn og unge uden verbalt sprog og med omfattende sansemotoriske og sociale udfordringer til børn, der på grund af forskellige omstændigheder i deres opvækst har haft behov for særlig støtte. En kandidatuddannelse i Pædagogisk Psykologi har givet mig et forskningsmæssigt fundament for den rådgivning jeg giver forældre.

Min teoretiske tilgang til børns trivsel, med særlige behov eller ej, tager udgangspunkt i den grundlæggende forståelse, at børns adfærd altid skal ses i lyset af den kontekst, de befinder sig i. Et barns måde at være på ændrer sig alt efter de omgivelser, det indgår i – og det er ikke kun normalt, men også meningsfuldt. Når et barn viser forskellige sider af sig selv hjemme, i institutionen eller et tredje sted, fortæller det os noget vigtigt om deres behov, oplevelse af tryghed og sociale strategier.

Derfor er mit arbejde med børn og deres forældre ikke rettet mod at “rette” på barnet, men i højere grad at forstå, hvad barnets signaler forsøger at fortælle os om deres omgivelser. Børns reaktioner er ofte udtryk for tilpasning – måder at navigere i deres liv og finde ro, kontakt eller kontrol på. Vi må derfor være nysgerrige på, hvad der ligger bag adfærden, frem for blot at reagere på det, vi ser på overfladen.

Jeg ser børns adfærd som en form for kommunikation – ikke som tilfældige eller forstyrrende handlinger, men som budskaber. Når vi ændrer vores perspektiv og forsøger at forstå, hvad barnet egentlig forsøger at sige, får vi adgang til langt dybere indsigt og mulighed for reel forandring. Det kræver, at vi som voksne tager ansvar for vores egen rolle og regulering – for børn læser og reagerer på vores tilstand. Vores nærvær og ro er en vigtig del af barnets mulighed for at finde sin egen balance.

Jeg arbejder med visuelle støtteredskaber, bevidsthed om konflikters opbygning og nedtrapning og jeg lægger vægt på at se bag frustrationer og udbrud. Ofte bærer børn på en hel række små belastninger, som til sidst bliver for meget – og det er vores opgave at forstå og aflaste dem, ikke at skælde ud eller korrigere.

Mit menneskesyn er præget af en forståelse for, at vi alle er formet af de sammenhænge, vi lever i – både sociale, kulturelle og strukturelle. Børn med særlige behov er ikke børn, der skal “fikse noget i sig selv” for at passe ind. De har brug for voksne, der forstår deres måde at være i verden på – og som tør skabe rammer, hvor barnet ikke bare overlever, men trives.

Uddannelser og specialiseringer:

Kandidat i Pædagogisk Psykologi ved Aarhus Universitet / Emdrup 2023

Professionsbachelor Pædagog 2009

TEACCH (struktureret pædagogisk tilgang)

PECS (kommunikationshjælpemiddel)

Low Arousal (afstemt, rolig og ikke-konfronterende pædagogik)

Sanseintegration

Neuropsykologisk kursus

Tegn Til Tale

Studio III (konflikthåndtering)